Om koret

WondAros er et ambitiøst kvindekor fra Aarhus og i øjeblikket Danmarks eneste kvindelige barbershopkor. Koret blev stiftet i 2019 af engelske Charlotte Rowan og har siden 2022 været dirigeret af Søren Kronsgaard Detlefsen.

I dag består WondAros af omkring 40 sangere, der deler passionen for tæt samklang, scenisk udtryk og stærke musikalske oplevelser. Koret optræder året rundt ved koncerter over hele landet og repræsenterer jævnligt Danmark ved internationale konkurrencer. Ved de Nordiske Mesterskaber i barbershop i 2025 vandt WondAros bronze i kvindekor-kategorien og modtog samtidig endnu en gang prisen som Most Improved Chorus, et vidnesbyrd om korets målrettede arbejde og fortsatte udvikling.

Repertoiret spænder fra klassiske barbershop-arrangementer til moderne sange på både dansk og engelsk, alle specialarrangeret for kvindestemmer. Bag ambitionerne ligger et stærkt fællesskab, hvor sangglæde, dedikation og sammenhold går hånd i hånd — både på scenen og udenfor.

Hvad er barbershop?

Barbershop er firestemmig a cappella-sang, altså sang uden instrumenter, i stemmerne tenor, lead, baryton og bas. Stilen opstod i USA i slutningen af 1800-tallet og har fået sit navn fra de barbershops, hvor mænd efter sigende sang, mens de ventede på at blive klippet. I dag synges barbershop af både mænd, kvinder og blandede kor over hele verden.

Det særlige ved barbershop er de tætte harmonier og de såkaldte “ringende” akkorder, hvor stemmerne smelter sammen og skaber en klar, næsten vibrerende klang, som kan mærkes i kroppen. Det giver en intens og nærværende musikoplevelse: både for dem, der synger, og dem, der lytter.

Alt synges uden noder, og musikken kombineres ofte med enkel og effektfuld koreografi. Derfor er en barbershopkoncert ikke kun en koncert, men det er en samlet scenisk oplevelse med energi, udtryk og tæt kontakt til publikum. Genren er vokset markant i Danmark de senere år. Som landets eneste kvindelige barbershopkor er WondAros med til at føre traditionen videre i en moderne form, hvor højt musikalsk niveau, underholdning og stærkt fællesskab går hånd i hånd.

Dirigenten

Søren Kronsgaard Detlefsen (f. 1992) har været en del af barbershopmiljøet siden 2014 og brænder for at udvikle både klang, musikalitet og fællesskab gennem sangen. Han er cand.mag. i musikvidenskab og engelsk fra Aarhus Universitet og dirigerer i dag WondAros, herrekoret BarbAros i Aarhus samt det nationale mixed barbershopkor The Danish Invasion.

Ud over arbejdet på dirigentpodiet er Søren selv en aktiv sanger. Han synger tenor i den internationalt anerkendte barbershopkvartet Clementones og har tidligere sunget baryton i kvartetten HusAar. Med HusAar opnåede han i 2023 en placering som verdens 13. bedste barbershopkvartet ved verdensmesterskaberne i Louisville, Kentucky, hvor kvartetten også modtog prisen Dealer’s Choice Award.

Søren arbejder desuden professionelt med vokalmusik som producer, lydtekniker, arrangør og underviser. Gennem sin virksomhed hjælper han kor og kvartetter både i Danmark og internationalt, og via sin YouTube-kanal deler han sin viden om barbershop med sangere over hele verden. Han afholder også workshops og skriver arrangementer specielt til de ensembler, han samarbejder med. For WondAros er Søren ikke kun en musikalsk leder, men også en kilde til inspiration og energi. Hans dedikation og hårde arbejde skubber grænser og styrker troen på, hvad koret kan opnå sammen.

Priser og bedrifter

  • European Choir Games og Grand Prix of Nations blev i 2025 afholdt i vores hjemby, Aarhus! WondAros tog for første gang kampen op i en konkurrence der ikke var udelukkende barbershop. Vi er meget stolte af vores præstation:

    • Vinder af Open Category med 23,47 point i Jazz, Pop og Show. 

    • Sølvmedalje og 6. plads i Jazz, Pop og Show ved Grand Prix of Nations.

  • De Nordiske Mesterskaber og Europamesterskaberne i barbershop 2025 blev afholdt i Helsingborg, her tog vi følgende priser/titler med hjem:

    • Prisen “Most Improved Chorus” med en forbedring på 8,2 point

    • Nordisk Bronzemedalje med 84 point

    • 6. plads ved de Europæriske mesterskaber med 84 point

  • Ved de Nordiske Mesterskaber i barbershop i Kalmar i 2023 modtog WondAros følgende priser/titler:

    • Prisen “Most Improved Chorus” med en forbedring på 7,7 point

    • Bronzemedalje med 75,8 point